Daler:
Daler, forkortet af joachimsdaler (s. d.), udmøntedes i Danmark (bortset fra enkelte forløbere) fra 1537 til 1872. Den deltes oprindelig efter lybsk møntfod i 3 mark å 16 sk., men idet småmønten forringedes, gik der efterhånden under Frederik II 4 mark og til sidst fra 1625 6 mark på en d. in specie, d. v. s. i eet stykke (se specie). Den 1618 indførte krone betegnedes i den senere tid som slettedaler = 4 mark. Hertil kom under Christian V efter hamborgsk mønster kurantdaler = ca. 'I. speciedaler. 1813 indførtes rigsbankdIr. (s. d.) = 1/2 speciedlr., fra 1854 benævnt rigsdIr. (s. d.). Efter kronemøntens indførelse 1873 brugtes »daler« som populær betegnelse for en tokrone. G. G. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Degne:
Ordet degn kommer af det latinsk/græske diaconus. Allerede i middelalderen var der knyttet degne til alle kirker. Efter reformationen var degnens vigtigste forretninger at ringe med kirkeklokken, bede ind- og udgangsbønnen, lede sangen og assistere præsten under gudstjenesten samt holde kirken ren og kirkegården ryddelig.
Degnene var endvidere forpligtet til at befordre præstens embedsskrivelser, og i henhold til kirkeordinansen skulle de undervise sognets ungdom i børnelærdommen (se degnelæsning), hvilken forpligtelse ved skoleforordningen af 23/11739 afløstes af forpligtelsen til at holde ordentlig dansk skole. Kunne en degn ikke selv undervise, skulle han holde en medhjælper hertil.
Degne hørte til den gejstlige stand og stod under gejstlig jurisdiktion i embedssager. De skulle være deres sognepræster hørige og lydige og måtte ikke forlade herredet uden præstens tilladelse. Indtil 1660 valgtes degne af menigheden, efter den tid kaldedes de af kirkepatronen eller, hvor kongen var kirkeejer, af biskoppen. I alle tilfælde skulle de i. h. t. D. L. eksamineres af biskoppen før ansættelsen. Efter D. L. måtte kun studenter ansættes som degne, og i henhold til skoleforordningen af 23/1 1739 måtte ingen ansættes som degn, før han havde været skoleholder. Disse påbud blev dog langtfra altid overholdt.
Degne skulle have fri bolig og lønnedes i øvrigt med naturalieydelser af hver landejendom (se degnetrave), ofre ved de tre store højtider samt gebyrer for medvirkning ved kirkelige handlinger (se accidenser). Til gengæld var de forpligtet til at yde en årlig afgift til latinskolerne, den såkaldte degnepension (s. d.).
i henhold til kirkeordinansen skulle sognene »i nærheden af købstæderne« tage deres d. fra byernes latinskoler, og det blev efterhånden regel, at degneembederne indenfor en omkreds af 2 mil fra købstæderne betjentes af lærere eller elever fra disses latinskoler, der så oppebar embedernes indtægter. Disse degne kaldtes løbe- degne i modsætning til de fast bosiddende sæde- degne. Ofte besørgedes løbedegnenes tjeneste dog af en stedfortræder, der boede i sognet, en såkaldt substitut (s. d.). Løbedegne-ordningen afskaffedes ved D. L., der påbød ansættelsen af sædedegne overalt.
Samtlige degneembeder nedlagdes i henhold til skole- anordningen af 29/7 1814. Deres indtægter tillagdes lærerembederne, og degnenes kirkelige forretninger fordeltes mellem lærerne i sognet. (Litt.: Joakim Larsen: Bidrag til den danske Folkeundervisnings og Folkeskoles Historie 1536-1784, 1916, s. 29-91, Georg Hansen: Degnen, Studie i det 18. Aarhundredes Kulturhistorie, 1944. Personalhistoriske oplysninger om d. fin- des bl. a. i: Anders Petersen: Sjællands Stifts Degnehistorie, 1899, Ejnar Poulsen: Hardsyssels Degnehistorie, I-II, 1931-34, og P. M. Rørsig: Skoler og Degne i Vendsyssel indtil 1814, I, 1933-44, Severin C. Sortfeldt: Om de gamle Degne i Hist. Aarbog for Thisted Amt, 1909-10, 1912-15, 1918, 1925-28).
I Sønderjylland har der med hensyn til degne gjort sig forskellige særlige forhold gældende. Også den slesvig-holstenske kirkeordinans påbød, at sognene i nærheden af købstæderne skulle tage degne fra disse byers latinskoler, men denne bestemmelse synes kun at være blevet overholdt i Haderslev amt; løbedegne-ordningen ophævedes her allerede 1651. Derimod har indtil 1600-årenes sidste halvdel i sønderjyske sogne med to præster diakonen (s. d.) i reglen varetaget degneforretningerne.
Ligeledes var det i Sønderjylland allerede fra 1600-årenes første halvdel regel, for enkelte amters vedkommende endda ligefrem påbudt, at degnene holdt skole. Det har derimod i Slesvig stift aldrig været påbudt, at degnene skulle være studenter, og en studeret degn var her et særsyn.
Endelig var der heller ikke her nogen lovbestemmelse om, at kun skoleholdere måtte ansættes som degne, men fra omkring1700 var det reglen, at skoleholdere blev foretrukket ved besættelsen af degneembederne. (Litt. : Ernst Feddersen : Kirchengeschichte Schleswig-Holsteins, II, 1938, s. 397-400, Haderslev Stifts Aarbog, 1947, s. 16-26).
AA. BO. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Degnelæsning:
Degnelæsning er betegnelsen for den undervisning i børnelærdommen (efter katekismen), som degnene både i kongeriget og i hertugdømmerne skulle meddele ungdommen i h. t. kirkeordinanserne. Den kaldes også aftenlæsning. I kongeriget læste degnen oprindelig hver søndag i kirken med kirkebyens ungdom og desuden nogle gange om året med ungdommen i sognets øvrige landsbyer, men 27/3 1629 forordnedes, og i D. L. indskærpedes påny, at degnene skulle læse med hele sognets ungdom hver uge, således som det for hertugdømmernes vedk. allerede var påbudt i kirkeordinansen. Degnene læste herefter foruden hver søndag i kirkebyen i reglen også en eller flere dage om ugen i de øvrige landsbyer, den såkaldte bylæsning. I Sønderjylland synes degnelæsningen at være bortfaldet allerede i begyndelsen af 1600-årene, da det blev almindeligt, at degnene holdt skole, mens den i kongeriget afskaffedes i h. t. skolefrdn. af 23/1 1739, der påbød degnene at holde skole i stedet for degnelæsningen. AA. BO. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Degnepension:
En afgift, som i h. t. vedtagelse på nationalsynoden 1555 skulle ydes af sædedegne i de embeder, som en latinskole havde ret til at betjene ved løbedegne (s. d.). Afgiften skulle erlægges til vedk. latinskole. Samtidig med ophævelsen af løbedegneordningen blev det i D. L. pålagt samtlige degneembeder at yde pension til latinskolerne, og pensionens størrelse fastsattes til 1/5 af embedets kornindtægter, at yde enten i korn eller penge. I h. t. skoleanordningen af 29/7 1814 skulle lærerembederne yde degnepension, som først bortfaldt i 1850. AA. BO. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Degnestavn:
Degnebolig eller snarere det område, både hus og jord, der tilhører degneembedet, jævnfør. stavn. J. H. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Degnetrave:
Hvor degnens korntiende leveredes ham på ageren, kaldtes den degnetrave, mens den, hvor degnen fik kornet i skæppen, kaldtes degne- korn. Efter D. L. kunne tienden ydes på begge måder, blot skulle den svare til 1/3 af præstens korntiende. Efter skoleanordningen af 29/7 1814 skulle degnetraven ydes til lærerembederne, men i h. t. lov af 24/3 1899 til kommunerne. Degnetrave og degnekorn afløstes sammen med tienden ved tiendeafløsningsloven af 15/5 1903.
AA. BO. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)
Die eller Dies:
Latinsk betegnelse for dag eller dage, altså almindelige (ikke søndage eller helligdage, der altid betegnes med ”dom.”).
Dominica (ofte forkortet: Dom.):
Latinsk betegnelse for søndag (=”Herrens Dag”).
En række søndage betegnes i kalenderen efter indgangsbønnen, f.eks.:
dom. esto mihi (fastelavns søndag), dom. Invocavit (1. søndag i fasten), dom. reminiscere (2. søndag i fasten), dom. Oculi (3. søndag i fasten), dom. Laetare (4. søndag i fasten, midfaste), dom. Judica (5. søndag i fasten)
Søndagene efter påske kaldes:
Dom. Quasi modo geniti (1. søndag efter påske), dom. Misericordia (2. søndag efter påske), dom. Jubilate (3. søndag efter påske), dom. Cantate (4. søndag efter påske), dom. Vocem jucunditatis (5. søndag efter påske), dom. Exaudi domine vocem meam -eller blot forkortet: Dom. Exaudi.(6. søndag efter påske).
Dåbsfester:
Dåbsgildet kaldtes i middelalderen barnsøl eller barsøl, i århundredet derefter barsel, hvilket ord i folkemål senere blev til barselgilde. I oldtiden blev barnet vandøst, fik navn og i navnefæste en gave.
Med kristendommen ønskedes navngivningen knyttet til dåben i kirken, hvilket tog lang tid, hvorfor man længe beholdt fødselsgildet under navne som kvindegilde eller barsøl. Efter 1600-årene blev meget tidlig hjemmedåb ofte brugt, mens barnet snart efter fremstilledes i kirken, indtil kirkedåb blev enerådende fra 1828.
Oprindelig skulle barnet døbes nøgent og dyppes helt ned i vandet, men i 1600-årene og senere måtte det være påklædt, kun huen skulle tages af (se huen at holde). Til dåben skulle indbydes en gudmoder, der bar barnet, og nogle andre faddere, i sen tid som regel 3-5, men mange flere har også været skik. Barnet var da klædt i en fin kristenpose, hvori en dåbsmønt.
Fadderne ofrede til præst og degn og på barnets bryst. Før hjemmet forlodes fik gæsterne frokost med dramme og søde snapse. Efter hjemkomsten var der ofte et stort gilde, barselgilde, hvortil føring sendtes af de indbudte.
Grød og tørret fisk var længe hovedret med godt øl og brændevin, derefter kaffe og dans til musik. Senere aftensmad. Mange steder var der også et andendags gilde. (Litt.: J. S. Møller: Moder og Barn, 1940, H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv, l, 1889, og II, 1899, Troels Lund: Dagligt Liv i Norden, VIII, 1887, Nord. Kult., XX, 1949, s. 16 f., 22-34). J. s. M. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)