De gudelige forsamlinger i Sydsjælland

Greven, Frederik Adolph Holstein på Holsteinborg havde besluttet sig til at anlægge en ny havn ved Bisserup i stedet for den mole med bolværk, der var på sydsiden af Strandholmen. Det var nødvendigt for større skibe at ankre op på Bisserup Red og lasten måtte så fragtes ind og ud ved hjælp af pramme.

Omkring 1810 blev der så anlagt en ny havn med stenmole indenfor indsejlingen, der blev uddybet. Der blev af godset opført magasinbygninger. Af disse blev den østre længe omkring 1900 indrettet til 3 beboelser. Den står der endnu.

Disse forandringer gav en noget øget trafik på havnen, og man fik brug for en lods. Greven hentede en mand ved navn Jens Jensen fra Sletten Havn ved Humlebæk og ansatte ham som lods. Denne opførte i 1820 for egne midler et lodshus, som endnu findes.

På sit grevskab fæstede han i 1820'erne bønder fra de vakte kredse på Fyn, ansatte skolelærere fra de reventlowske seminarier og kaldte præster med en positiv indstilling til de gudelige rørelser.

Greven ville også forbedre erhvervsfiskeriet, og han hentede i den anledning endnu en mand fra Sletten, nemlig Jacob Hansen. Hvornår han kom til byen er ikke helt klart, men han boede der i al fald i 1834.

I den første tid boede han i huset Holsteinborgvej 205 mens han –også for egen regning- byggede sig et hus på Havnevej (nuværende nr. 62).

Det viste sig, at han skulle få en afgørende rolle i den religiøse vækkelse, der i første tredjedel af 1800-tallet bredte sig fra Jylland og Fyn til Vestsjælland og senere igen også til Sydøstsjælland. Hvem var han så egentlig?

Han blev født 20/3 1802 i Sletten ved Humlebæk. Forældrene var enroulleret matros og fisker Hans Sørensen og hustru Pernille Poulsdatter. De nævnes i folketællingen for Sletten Strand i 1801. I samme folketælling ses det, at Pernille har haft et tidligere ægteskab bag sig, idet hun var mor til Poul Jacobsen og Margrethe Jacobsdatter, hhv. 5 og 8 år gamle. Fælles med Hans Sørensen havde hun Ingeborg og Bendte Kirstine, på hhv. 3 og 2 år. Jacob blev som det fremgår først født året efter.

INDSÆT FOLKETÆLLINGERNE FRA BISSERUP!

I 1834 og 1840 var han gift med Maren Pedersdatter, som døde 5/6 1841. Samme år blev han gift igen med Johanne Frederiksdatter. Han fik ingen børn i sine 2 ægteskaber, men havde flere plejebørn, hvilket da også ses i folketællinger helt op til 1880, hvor han var omkring 77 år gammel. Flere af hans plejebørn endte også med at blive erhvervsfiskere.

Hvornår og på hvilken baggrund Jacob begyndte at fatte interesse for det religiøse står noget hen i det uvisse. Men han har selv på et tidspunkt brugt vendingen ” i min uomvendte tid”. Det må således formodes, at det er et livssyn, han har tilegnet sig som voksen. Men der foreligger dog intet konkret derom.

Generelt kan nok siges, at i tiden efter udskiftningen afløstes den gamle kollektive bondekultur af en mere individualistisk, hvor bl.a. det religiøse mere og mere blev et individuelt anliggende. Man mistede sin tidligere så traditionelle afhængighed af kirken som åndeligt holdepunkt. Dette førte senere til gruppefællesskab og vækkelsesbevægelser.

I 1800-tallet viste den første vækkelsesbevægelse sig i Jylland og på Fyn, og senere igen også på Sydsjælland. Her var den omkring 1830 komet til Sorø amt og ca. 1839 eller 1840 også udbredt til Præstø amt.

I Sorø amt ytrede den sig i en stærk gudelig vækkelse, der snart kom til at præge det religiøse liv i næsten hale Sorø amt. Blandt bevægelsens første ledere var Rasmus Ottosen fra Venslev og Jacob Hansen, fisker i Bisserup. Det blev disse to mænd, især Jacob, der kom til at udbrede vækkelsen også til Præstø amt.

Dette foregik direkte ved hyppige rejser i amtet til f.eks. Rønnede, Faxe og Højerup på Stevns, og også indirekte ved at påvirke lokale personer til at føre vækkelsen videre.

Dette skete bl.a. omkring 1840 i Åderup, hvor Jacob fisker gentagne gange havde holdt vækkelsesmøder i 1830´erne hos gmd. Hans Mikkelsen og det fik både ham og hans 3 brødre til at slutte sig til bevægelsen. Og sådan gik det længere og længere ud i amtets befolkning, hvor der var den rette interesse for sagen.

Forsamlingerne afholdtes som regel søndag eftermiddag efter gudstjeneste. Man anvendte Brorsons salmebog ”Troens rare Klenodie” og Luthers Postille, som man læste op af. Når en af de, der havde ordet i deres magt, som f.eks. Jacob fisker, blev der også holdt en prædiken. Der blev sluttet af med en salme.

Præsterne brød sig i almindelighed ikke meget om de gudelige vækkelser, som for dem at se var en splittelse af statskirken. Lederne blev undertiden tildelt fængselsstraf. Det skete dog i Præstø amt kun et par gange. Den ene gang var det Jacob under hans prædikenrejse til Stevns. Han havde sammen med en ven, skrædder Møller været  i Højerup og prædike. Det skete på en gård, hvor konen var en søster til den lokale sognefoged. Sognefogeden mødte op og arresterede Jacob Det skete på herredsfogedens ordre, og han måtte tilbringe natten som arrestant i sognefogedgården.

Da der skulle være forhør i St. Heddinge, udtalte den lokale skolelærer, at man ikke havde brug for omløbende prædikanter hos dem. Alligevel bad han dog Jacob om at forklare nogle bibelord nærmere for ham. Jacob svarede: ”Er De lærer her på stedet og ved ikke det?” Dermed var den diskussion forbi.

Jacob fisker og sognefogeden talte i øvrigt så godt sammen, at sognefogeden var ked af at skulle opretholde arrestationen og sende ham til forhør.

Under forhøret sagde Jacob bl.a. til herredsfogeden: ”Det må være nogle underlige love, vi har i Danmark. Mens jeg i min uomvendte tid kunne få lov til at svire og spille mine penge bort i kroerne uden at der var tale om arrestation og straf, så skal jeg nu straffes, da Vorherre har omvendt mig fra vildfarelsens vej og benådet mig med gaver, så jeg kan forkynde Guds ord, og stillet mig så heldigt, at jeg i timelig henseende altid har et par skilling med på rejsen, som jeg oven i købet kan give til de fattige!”

De arresterede kom ikke i fængsel, eftersom en velstående gårdmand, Ole Petersen i Ll. Heddinge, kautionerede for dem. Der blev så den følgende dag holdt gudelig forsamling hos denne gårdmand..

Præsternes modstand mod vækkelserne aftog efterhånden noget, men det var ikke altid lige morsomt at være vækkelsesprædikant. Af og til kunne f.eks. opleve stenkast, når de passerede en gård eller et hus, eller at nogen under et møde havde fyldt prædikantens vogn med store sten.

Et sted havde ungdommelige elementer under et møde samlet sig udenfor huset og spændt et tov tværs over indgangen. Sognefogeden havde også været med ved mødet for at påse ro og orden. Da mødet efter mørkets frembrud var forbi, regnede de unge med, at prædikanten kom ud som den første.

Der var også en, som faldt i rebet. Han blev  så bagbundet og smidt i det nærliggende gadekær, -en kold fornøjelse, da det var midt om vinteren! Der lød da også et brøl og en masse eder fra personen i gadekæret, og man kunne tydeligt genkande sognefogedens barske stemme! Den sag måtte den kåde ungdom så afgøre med ham bagefter.

Omkring 1845 var de gudelige forsamlingers værste tid ved at være ovre. Dette skyldtes hovedsagelig, at pastor J.G. Willemoes i Herfølge sluttede sig til dem og forsvarede dem ved enhver lejlighed. Han var selv blevet vakt efter en samtale med en anklaget i 1837. Det endte med, at Willemoes blev de vaktes præst, mens de vakte fyldte hans kirke.

Den voksende tilslutning til vækkelsen gav også mere arbejde for lederne. Blandt andet en af dem, Niels Jensen. Under en rejse rundt på egnen fandt han åndsfæller, der fik en stor betydning for de kommende års udvikling. Blandt dem var hjulmanden Christian Leonhardt Larsen og smeden Jørgen Isaachsen. De boede hhv. i Krageborghuset ved Orup i Roholte sogn og i Tystrup smedje i Faxe sogn. De to var gode venner, eftersom Christian Leonhardts søn Lars blev senere gift med Jørgen Isaachsens ældste datter, og efter hendes død med hendes søster.

Jacob Hansen fisker havde mødt dem begge, da han holdt forsamling og talt med dem. Nu var de begge alvorlige og betænksomme mænd, der ikke helt uden videre ville godtage Jacobs synspunkter. Derfor rejste de en tur til Bisserupegnen for at lære de vakte bedre at kende. De vendte overbeviste tilbage til deres eget..

Omtrent samtidig havde Willemoes været en tur i embeds medfør til amtmanden på Lindersvold. På vej derfra til Herfølge blev han overrasket af et uvejr med regn og torden og måtte søge ly i Krageborghuset. Det medførte en lang og indgående samtale.

Efter den tid kom Willemoes ofte på besøg, når hans vej faldt på de kanter. Den unde 18årige Lars Christiansen blev også overbevist og begyndte at optræde som taler ved forsamlingerne.

Da Lars blev gift, købte han et sted med ca. 10 tdr. land i Hugkrogen ved Orup. Her ernærede han sig som landbruger og hjulmand. Han blev kendt for sit omhyggelige arbejde og var meget efterspurgt. Han lavede også små fikse fjedervogne. Men i sin fritid kørte han ud og talte på en jævn og hjertelig måde.